Nyheder
27-08-2010
Madordning
Forældrenævn Silkeborg mener:
Det må være forholdsvis nemt at være byrådspolitiker i Børne- og Ungeudvalget i denne sag...
Dialogmøde den 26. august 2010. Endnu en gang oplever vi at politikerne lægger ansvaret fra sig og denne gang "pakker" det flot ind i; at forældrene skal da høres i denne sag. Det er en jo en Folketingsbeslutning og lovens sammensætning er drøftet på seneste Børne- og Ungeudvalgsmøde - uden at tage beslutninger, fordi forældrene skal høres! Den kommunale administration udarbejder et oplæg til Silkeborg Kommunes plan for den fleksible madordning og gennemgår også dette oplæg på dialogmødet. Så er facts kommet på bordet og forældrene skal - endnu en gang - drøfte og tage stilling til kostordning. Men! Hvor er politikerne egentlig henne i denne sag?
Vuggestuerne står for skud
Vi oplevede en aften med rigtigt mange gode spørgsmål, udsagn og forslag fra både forældre og institutionsledere. Tak til alle dem, som gav deres mening til kende i aften. Der er ingen tvivl om, at alle fremmødte var meget interesserede i at drøfte emnet kostordning. Ja - måske lige med undtagelse af vores politikere, som flere gange benyttede lejligheden til at undsige loven og den måde den virker på. Det er helt korrekt, at forældrene i denne sag får lov til at vælge løsninger, men det er lidt ligesom den gamle traver - at skulle vælge imellem pest eller kolera. En del forældre ønskede, at alle vuggestuebørn får fuldkost, ligesom i gamle dage, og så kan kostordningen jo vælges til/fra for børnehavebørnene. Svaret herpå var, at små vuggestueenheder at dyre at lave mad til pr. barn og forældrenes betaling til vuggestue derfor vil stige kraftigt og måske jage forældrene væk fra vuggestuemuligheden. Kan man så ikke nøjes med at opkræve forældrenes egenbetaling på 25 % på kosten i vuggestuen? - lød et opfølgende spørgsmål. Nej var - hvis dette skulle være tilfældet, så skal der spares andetsteds - nemlig på normeringen!
Endnu en gang oplever vi altså at besparelser på normeringen kommer i spil, når et forældreforslag ikke kan gennemføres. Det har vi jo prøvet før. Mange husker vist, at hvis vi ikke startede kostordningen pr. 1. januar 2010, så ville der kun være ét sted at spare de godt 6 millioner, som kommunen ville gå glip af i bloktilskud - nemlig på den pædagogiske tid i daginstitutionerne. Det var pistolen for panden den gang. Sig ja til kostordning nu eller der skæres i normeringen! Det var ikke fair den gang og er det heller ikke denne gang. Reelt set har vi mulighed for at vende tilbage til fuldkost i vuggestuer, hvor forældre betaler 25 % i egenbetaling. Det er et spørgsmål om politisk vilje, at finde pengene på anden vis end, at skære i normeringerne, som jo i forvejen er hårdt ramt og er alt for ringe.
Vi skal huske på, at formanden for Børne- og Ungeudvalget, Søren Kristensen udtrykkeligt sagde; at budgetforliget for 2011 ikke er på plads endnu, men at det ikke var hans opfattelse at der kan blive afsat midler til tilskud til fx vuggestuebørns kost. Måske vi kan ændre hans opfattelse og få ham til at kæmpe lidt for sagen med saglige argumenter fra forældrenes side.
Hvis der i kommunens 29 integrerede institutioner fravælges madpakker (flere steder har børnehaven flertallet af børn), så fravælges der for hele enheden. Forældrene skal derfor til at smøre madpakker til de mindste børn og de ansatte skal administrere disse madpakker. Vi kan godt forestille os det virvar af grødprodukter, mos og anden typisk småbørnskost, som skal klares først af forældrene, som leverandører og herefter de ansatte, som madmødre. Fuldkost i vuggestuen er derfor næsten en nødvendighed, men fremover ser det ud til at det allerhøjest kan blive en frokostordning eller egne madpakker, fordi kommunen ønsker en fast sats pr. barn uanset om det er i børnehave eller i vuggestue.
Forældrenes kan fravælge kommunal ordning og starte deres egen
Loven giver mulighed for, at forældre kan fravælge den kommunale kostordning og administrere deres helt egen kostordning. Der kan laves to modeller af forældreorganiserede ordninger; frokostordning eller kostordning. Forældreorganiserede ordninger skal dog holde sig inden for maksimalt samme pris pr. barn, som kommunen fastsætter for dens egen ordning. Den enkelte institution kan lade enkeltgrupper eller enkelte børn deltage/fravælge en sådan ordning. Loftet på prisen og det frivillige ja/nej er måske det eneste fornuftige i en ordning organiseret af forældre. Alt andet herudover vil være det meget problematisk for forældrene, som selv skal varetage ledelsen af ordningen, opkræve betaling fra brugerne, rykke for manglende betaling, aftale med leverandører, aflægge regnskab, ledelse af personale, overføre penge til institutionen o.m.a. Alt dette skal varetages af forældre til børn i institutionen og uden at krænke nogen, kan vi vist godt mene, at denne opgave er umådelig stor og svær at løse. Med andre ord; vi tror ikke at der vil blive etableret forældreorganiserede ordninger på disse præmisser - så den eneste ordning med plads til forskellighed blandt forældre og børn kan ikke lade sig gøre.
Bestyrelsesmedlemmer i klemme
Mange sidder i bestyrelsen i deres barn/børns institution for at have indflydelse på institutionens kvalitet i pasningen. En opgave som i forvejen kræver tid, stillingtagen og ikke mindst engagement. Nu tyder alt på, at nogle af de beslutninger, som tages i bestyrelsen fremover bliver mere vidtrækkende end de fleste medlemmer nok havde forestillet sig tidligere. Nu skal det enkelte bestyrelsesmedlem med sin stemme, måske have hånden helt ned i de andre forældres lommer - det gælder både lommer, som man gerne må tage fra og lommer, som absolut ikke ønsker at blive rørt ved.
Loven om fleksibel kostordning betyder nemlig, at det nu bliver en bestyrelsesbeslutning om institutionen skal have kostordning eller ej. Vel at mærke en kostordning, som koster forældrene penge og nok flere penge end de fleste kan smøre madpakker for. Bestyrelsesmedlemmerne kan her løbe ind i nogle gevaldige demokratiske problemer. På dialogmødet blev vi informeret om nogle særlige krav til valgproceduren. Alle takster skal, som nævnt tidligere være ens. Forældremøde skal afholdes og forældrenes skal høres. Bestyrelsen skal tage beslutning om ja/nej til kommunal kostordning på baggrund af høringen blandt forældrene. Bestyrelsen kan rent faktisk godt tage en anden beslutning end flertallet af forældrene mener. Dette kan gøres til institutionens bedste. Beslutningen skal meldes tilbage til forvaltningen hvert andet år 31/5 (her første gang dog 1/10).
Umiddelbart kan det lyde rimeligt nemt, at bestyrelsen bare kan følge flertallet af forældrene og derved lade dem bestemme, men her ser vi desværre mange mulige faldgruber. Hvor stort et flertal af forældrene skal der til at beslutte, hvad hvis der er tæt løb (fx 48/52%), er det et repræsentativt fremmøde af forældre, skal det være et kvalificeret flertal i (66% flertal), hvor stor forskel må der være i valgproceduren fra institution til institution o.m.a.
Her første gang, hvor der skal vælges, er tidsplanen meget kort og præcis. Vi stiller os bl.a. kritiske overfor, at alle institutioner skal afholde forældremøde indenfor det ultrakorte tidsrum imellem 20. og 25. september. Herefter skal bestyrelsen tage sin beslutning og melde denne til forvaltningen senest 1. oktober. Dette hastværk oplevede vi også da den gamle kostordning skulle debatteres og sættes i værk. Lad os bare håbe at hastværket ikke påvirker resultatet.
01-01-2010
Nye kontaktoplysninger
Har I skiftet kontaktperson i jeres bestyrelse?
Så skriv endelig til os, så vi kan få opdateret vores kontaktliste.
Skriv ti...
Læs mere..
Gå til arkiv..